Så er I kommet til mit sidste indlæg på "Mine Beretninger fra Riget i Midten". Nu har jeg været i Kina 5 måneder, og jeg har uden tvivl flere erfaringer og oplevelser med i bagagen, end da jeg kom hertil. Jeg vil slet ikke opremse hvad Kina har budt på, for de tidligere indlæg i min weblog afspejler meget godt, hvad jeg har oplevet i de 5 måneder, hvor jeg har boet i Kina. Dog er jeg ikke i tvivl om, at det har givet noget ekstra, at jeg ikke kun har været rejsende i Kina. Når vi har boet i Tianjin, har vi haft chancen for at komme mere ind under huden på kineserne, de kinesiske normer, og vi har ikke mindst haft en hverdag i Kina.

I januar har dagene dog gået noget langsommere, og vi har alle ventet på at komme på eventyr igen. Fredag d. 26/1 bliver dagen, hvor Stine, Lillan og jeg flyver til Hanoi. Vi skal rejse rundt i Vietnam i ca. 3 uger. I grove træk er vores plan at starte med trekking i SaPa. Derefter rejser vi ned mod Hoi An og oplever Halong Bay som afslutning på rejsen, inden vi flyver tilbage til Kina igen d. 18/2. Vi skal være 2 dage i Kina, hvor vi skal shoppe de sidste ting i Beijing og spise afskedsmiddag i Tianjin med vores yndlingskineser og kontaktperson, Sunny.

Tirsdag d. 20/2 flyver vi fra Beijing. Efter ufattelig mange flytimer og mellemlanding ankommer vi til Kastrup. Jeg ser meget frem til at komme hjem og bo "fast" i Danmark, da jeg ikke har gjort det siden august 2005. Savn af gamle venner og familie trækker i mig, så fra slutningen af februar bor jeg i Århus, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til.

Jeg har aldrig rigtig vidst, hvem som rent faktisk har fulgt med her på siden, men jeg kan se, at der nu har været over 10.000 hits (!!) på min weblog, så et par stykker har jo fulgt mig fra sidelinien. Det har i hvert fald været rigtig dejligt, når folk (jeg både kender og ikke kender) har skrevet kommentarer til mine indlæg eller sendt mig en personlig mail. Mine Kina-beretninger slutter i hvert fald nu, og så er jeg klar på eventyr i Vietnam og inden længe gensyn med mange kendte ansigter i Danmark!

Oversættelse: Kan du snakke kinesisk? Når man bor 6 måneder i Kina, er der optimale muligheder for at lære kinesisk. Hvis man vil! En del hjemmefra har også spurgt mig, hvordan det går med at snakke kinesisk. Her vil jeg selv mene, at det går ret godt. Jeg troede faktisk ikke, at jeg ville kunne forstå meningen i simple samtaler, men det går okay. Samtidig har jeg også fået et meget godt ordforråd, når man tager i betragtning, at vi faktisk ikke læser kinesisk hernede, men arbejder som engelsklærere. Det har også hjulpet mig rigtig meget, at jeg har været en del tid på Primary Schools lærerværelse, hvor der kun er kinesiske lærerinder, som selvfølgelig bare snakker kinesisk. Så jeg har hørt kinesiske samtaler hver dag.

Sunny (vores kontaktperson) er også vores kinesisklærer, men i den seneste tid har vi ikke rigtig haft kinesisktimer. Til kinesisktimerne lærte vi ellers en del mht. udtale, da man hurtig kan komme ud i misforståelser, hvis ordene ikke udtales rigtigt. Og nej, vi har ikke lært de kinesiske tegn. I stedet læser vi "pin yin", som er den kinesiske transskriptionsform, der blev vedtaget efter sprogreformen i 1956. Det specielle ved det kinesiske sprog er også, at det har omkring 400 lyde. Mange ord har på den måde den samme lyd, men for at skelne ordene fra hinanden, har de forskellige toner.

Når man først har "knækket koden" i det kinesiske sprog, så er det virkelig logisk. I starten er det derimod svært at finde rundt i, fordi det føles som om, man snakker volapyk. Det betyder også meget, at man ikke rigtig har haft nogen sproglig reference-ramme, når man starter med at lære kinesisk. Hvis jeg f.eks. skulle lære spansk, ville det være en fordel for mig, at jeg allerede kunne snakke fransk. Men med kinesisk føler man sig på bar bund helt i starten. Jeg kan jo lige skrive den "klassiske" samtale, man kan have, når vi f.eks. kører i taxa og snakker med taxachaufføren. For de plejer at være meget snaksaglige i Tianjin:

"Wo hùi shuō yi dìan hànyu. Wo shi dānmàirén. Wo shī yīngyu laoshī zài Huá Xia Wèi Lai. Wo zài Zhōng guó dāi le liù gè yuè. Èr yuè wo huí Dānmài. Wo bù zhī dào wo shén ma shí hoù huí Zhōng guó."

"Jeg kan snakke lidt kinesisk. Jeg er dansker. Jeg er engelsklærer på Cathay Future (centeret vi arbejde på). Jeg har været i Kina i 6 måneder. I februar rejser jeg tilbage til Danmark. Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage til Kina."

Jeg har også en dansk-kinesisk parlør, som er blevet brugt rigtig meget. Den er rigtig god, når vi er ude og spise, og menu-kortet kun er på kinesisk. Så finder vi bare de kinesiske tegn i parløren og undgår på den måde at få serveret grisefødder!

De tårnhøje huse bliver bygget på rekordtid, og den ene specielle bygning når lige at imponere og provokere øjet, før man vender sig og ser den næste bygning... og den næste igen. "Hard-sleeper" togbilletter blev købt i Tianjin, og torsdagen inden nytårsaften bevægede Anders, Stine, Lillan og jeg os mod Shanghai - storbyen ved havet. "Shang Hai" betyder på kinesisk "Ved havet".

Med Lonely Planet i hånden var det dejligt at føle sig lidt mere "turistet", end vi har gjort det i de seneste måneder i Tianjin. Den første dag i Shanghai brugte vi i det nye område på østsiden af Huangpu River. Før 1990 var denne side af Huangpu River blot ris- og grønsagsmarker, men da Deng Xiaopeng i 1990 gav Shanghai grønt lys til at udvikle sig og ikke længere aflevere sine indtægter til den kommunistiske centralregering i Beijing, har dette området og resten af Shanghai oplevet et økonomisk boom, der helt konkret kan ses ud fra de højere og større bygninger, der tårner sig op over alt i storbyen.

På de tidligere rismarker står f.eks. Orintal Pearl Tower (Tv-tower). Et Tv-tårn som er det moderne Shanghais nye vartegn. Kinas højeste bygning, JinMao Tower, fandt vi på samme side, og vi gik på opdagelse i den ufatteligt høje bygning. Efter at have gået lidt rundt på JinMao's 1. etage, kom vi med forskellige elevatorer op i tårnets 54. etage, hvor vi rigtig kunne se ud over Shanghai. Da vi havde kigget lidt fra 54. etage gik der sport i at se, hvor højt vi mon kunne snige os op ved at tage forskellige elevatorer. Vi kom helt op på 85. etage! Her havde vi desværre ikke udsigten ud over Shanghai, men i stedet ned gennem bygningen. Det var alligevel ret vildt at stå der, men vi var dog ikke specielt lang tid på etagen, før vi pænt fik at vide, at vi skulle tage elevatoren ned igen.

Lillan og jeg midt i et grin. I baggrunden kan man se Orintal Pearl og længere væk ses JinMao Tower.

"Det gamle" Shanghai er på vestsiden af Huangpu River.  I de 5 dage vi var i byen fik vi selvfølgelig set den kendte shoppinggade Nanjing Lu, Shanghai museum, det franske kvarter, Renmin Square og meget mere. Det bedste var dog at bevæge sig lidt længere væk fra de kendte steder, hvor vi fandt hyggelige markedsgader. Her blev der solgt fisk og grønt og vasketøjet hang mellem husene, og vi oplevede en atmosfære som i den grad skilte sig ud fra den ved østsidens blankpolerede glashøjhuse. Under hele vores tur var det bedste faktisk bare at gå rundt mellem gaderne, få indtryk, mærke den lune luft, som vi ikke længere har i Tianjin og samtidig have tiden til f.eks. at spille lidt badminton med en pensionist i en af Shanghais parker.

Vi boede selv på et godt hostel i den gamle del af Shanghai. En af aftenerne spiste vi aftensmad på en lille gaderestaurant, som lå på den samme gade som hostellet. Jeg pynter nok på det ved at kalde stedet en "restaurant", for det var bare et rum, hvor de lavede deres egne nudler, og så var der lige tre borde, man kunne sidde ved. Vi blev budt velkommen med håndtryk, og Anders fik endda et knus af kokken. Det var et godt og oplevelsesrigt måltid for 5 Yuan ( under 5 kr.), og ingen af os spiste op pg.a. vi blev så mætte.  Jeg tvivler på, at "restauranten" ville blive godkendt, hvis levnedsmiddelkontrollen skulle komme forbi. Det var i hvert fald rigtig hyggeligt at spise der og vores maver brokkede sig heldigvis heller ikke dagen efter. Selvom Shanghai er en dyr by sammenlignet med f.eks. Tianjin kan man alligevel finde mange "restauranter" som denne.

Den unge kok jonglerer med dejen, der senere bliver lavet til nudler.

På fyrværkeri-delen var forventningerne til nytårsaften i Shanghai skruet ret højt op. Så efter en god nytårsmiddag stod vi nede ved Huangpu River kl. 23.55 og ventede på at fyrværkeriet snart ville suse højt op i luften og lyse over toppene på de alt for høje bygninger. Men nej! Sammen med en del andre vesterlændinge var vi faktisk i tvivl om, hvornår klokken egentlig præcist var tolv. Lige pludselig fløj der dog nogle raketter i vejret, men de var langt fra af den kaliber, som jeg forestillede mig en Shanghai-nytårs-raket skulle være af. I stedet mindede det mindre fyrværkeri-show om en samlet nytårspakke-deluxe, der ligeså godt kunne være købt i en dansk Harald Nyborg forretning. Det ødelagde dog langt fra vores aften, og vi fortsatte nytårsfesten på jazz club og andre steder i Shanghai "by night". Grunden til det fattige nytårsskyts i en millionby som Shanghai er, at kineserne fejrer deres eget nytår d. 18/2. Det er samtidig en af de største festaftener i Kina. Vi når heldigvis også at opleve det kinesiske nytår, da vi kommer tilbage til Kina fra Vietnam lige præcis d. 18/2, og fortsætter videre hjem mod Danmark d. 20/2.

Lige nu tælles dagene også til at Stine, Lillan og jeg tager til Vietnam i slutningen af januar, for den gode tur til Shanghai har uden tvivl fået os til at længes endnu mere efter rejseoplevelser og nye indtryk, som vi er ved at løbe tør for her i Tianjin.

Før nytår var der et jordskælv i Taiwan, som har gjort, at internetforbindelsen i Kina er rigtig, rigtig dårlig. Derfor har jeg haft et par dages krig med internettet for at få lagt dette indlæg og billederne ud. I skrivende stund er der våbenhvile, men jeg håber godt nok, at internettet snart fungerer helt optimalt igen.

Udsigten fra JinMao Tower, 54. etage.

Lørdag d. 23/12 bevægede en Cathay Future School-konvoj betående af 6 minibusser og 4 biler sig mod et skisportssted. Anders og jeg havde fået lov til at tage med, og var spændte på, om vi virkelig ville komme til at stå på ski lillejuleaftensdag. For det første kan man aldrig være sikker på, om kinesernes definition af ski er den samme som vores, og for det andet havde vi i de seneste dage, hverken set sne eller en bakke i den millionby, som Tianjin unægtelig er.

Men både sne og ski fik vi at se! Efter nogle timers kørsel kom konvojen til Tianjins svar på et skisportssted. Snekanonerne var brugt flittigt på de 3 bakker, hvor vi skulle tilbringe de næste 6 timer. Bakkerne var uden tvivl en kæmpe udfordring for kineserne.  Sidste år arbejdede jeg jo som skiinstruktør i Beitostølen, og jeg brugte heller ikke mange sekunder på at regne ud, hvilket kæmpe potentiale der ville være i at starte en skiskole her med vestlig standard. For kineserne har lysten til at stå på ski, de kan bare ikke finde ud af det!

 Der bliver lagt kræfter i at komme frem på de flade stykker!

Anders og jeg fik hurtigt 80'er skistøvlerne på fødderne og et par dertilhørende gamle ski, og så var vi ellers klar til at angribe bakken. Tallerkenliften kørte overraskende sikkert og roligt. Dog skulle vi være vågne, imens vi blev trukket op af den, for lige pludselig kunne vi risikere, at en kineser kom kørende baglæns ned i liftsporet. Den baglænskørende liftterrorist var godt i gang med at feje alle andre af liften, fordi han ikke vidste, hvordan han skulle gå af liften, men blot havde sluppet den.

Desuden var de 3 bakker nærmest mennesketomme. Simpel grund: Alle kineserne var nede i bunden, fordi de ikke kunne finde ud af at stå på ski, og derfor ikke bevægede sig op på bakken.

Her ses det fornemme skimekka! Kineserne gør dog ikke meget brug af bakken, men øver sig i nede bunden(!!!!)

 En far er kommet på arbejde!

I løbet af dagen fik folk dog taget sig sammen til at komme længere og længere op på bakken. Helt oppe på toppen sad en pige, som slet ikke vidste, hvad hun havde begivet sig ud på. Hun kiggede med et håbløst blik ned mod bunden. For at gøre en god gerning fik jeg hjulpet hende op, og vist hende den gode gamle plovteknik, så hun kunne komme nogenlunde sikkert ned. Jeg hjalp hende et godt stykke ned af bakken. Op til flere gange nævnte hun, at hun altså ikke kunne forstå, at hvorfor skiene ikke skulle være parallelle, for det gjorde alle de gode jo. Men til sidst kunne hun godt se, at ploven var et mere sikkert udgangspunkt for en nybegynder.

 Styrt nr. 34!

I udkanten af det som kineserne definerede som et skimekka af dimensioner, stod små grupper af børn og kiggede på de tossede rige folk fra storbyen Tianjin, som ville lære at stå på ski. Man fornemmede tydeligt, at en så spændende ting som "en ski-udflugt" langt fra er noget, som et hvert kinesisk barn får muligheden for at opleve. Tianjin er et rammende eksempel på den økonomiske udvikling og nye rigdom deraf, som mange kinesere fra storbyen mærker. Landbefolkningen derimod befinder sig langt fra denne verden.

Rent skimæssigt var det svært at finde udfordring på de 3 bakker, men det gjorde slet ikke noget. For det var SUPER underholdning at se kineserne lave det ene vilde skistyrt efter det andet. Noget af det sjove var også, at kineserne grinte af sig selv og hinanden. For kinesere forstår altså have det sjovt og grine, hvis de dummer sig.

Se selv, han smiler endnu!

Den næste dag, d. 24/12, var det jo juleaften. En aften hvor vi både havde juletræ (af plastik!), og på mirakuløs vis fik vi også dansk julemad. Det var en rigtig hyggelig aften, hvor vi fandt mandlen i ris a la manden, fik danset om juletræet, åbnet pakker og snakket over skype med den nærmeste familie. Men efter at have fejret de sidste to juleaftener i udlandet, er jeg heller ikke i tvivl om, at næste juleaften skal holdes i Danmark. På torsdag tager Stine, Anders, Lillan og jeg et tog til Shanghai, hvor vi vil fejre nytår. Det bliver spændende at opleve denne storby, som er i en rivende udvikling, og så endda få muligheden for at være der nytårsaften!

En storby viking er et sjældent syn, men dette billede viser tydeligt, at de findes. Hai He er en bred flod, som går igennem Tianjin bymidte. I dag viste denne kinesisk viking, at det iskolde og beskidte vand ikke kunne stoppe ham i at få en frisk dukkert.  

Det er rigtig december-koldt her i nordkina, og temperaturen holder sig under frysepunktet. Her er dog tørt og solrigt, bortset fra de dage hvor smoggen sænker sig som en dyne over hele byen.

Efter en tur i floden sagde storby vikingen selvfølgelig, at vandet slet ikke var koldt. Men det er jo bare så svært at tro på, når man selv kan se isflagerne på floden!  

Konditions -og mental træning, taktik-møder, øvelse i julehjerte-fletning og ekstrem sund kost har i flere uger været i fokus for 6 danskere i Tianjin. De har nemlig fået muligheden for at blive optaget i Nissebandens Kina-delegation. Nissebanden har i nogle uger manglet 2 nye medlemmer, da grødnissen Lunte og den ældre Hr. Mortensen ikke længere havde gnisten til at fortsætte det ærede nissehverv i Kina. Luntes afsked med Nissebanden var en svær beslutning. Det blev dog for meget for ham at leve i et land, hvor der var SÅ meget ris, som ikke blev lavet til risengrød. For Hr. Mortensens vedkommende var det sprogbarrieren, der spillede ind. Han kunne ikke holde til at bo i et sted, hvor de snakker et sprog, som lige så godt kunne blive talt på månen.

Derfor skulle to nye, unge nissebande-medlemmer findes. Og et medlemskab af Nissebanden er jo noget de fleste vil sætte højere end noget andet! I går blev den afgørende optagelsesprøve afviklet. Alle havde bundet dobbeltknude på løbeskoene, fyldt sukkerdepoterne og de mange ugers forberedelse skulle nu stå sin prøve: Hvem skulle blive de nye medlemmer af nissebandens Kina-delegation?

De seks nissebande-kandidater var delt i følgende hold:

D.O.H ( Den Overlegne Hesterace) - Stine og Anders

Team Lux - Marie og Lillan

Priory of Santa - Simon og Martijn

Få minutter inden start. Kandidaterne er klar til kamp. Fra venstre ses D.O.H, Team Lux og Priory of Santa.

D.O.H  kom rigtig godt fra start! De var de første, som fandt løbskortet. Nu ventede der dem 9 poster med forskellige nisse-krævende opgaver.

Kort tid efter kom Team Lux spurtende ind efter deres kort. Man fornemmer, at der er fart over feltet, som også skulle blive afgørende i sidste ende.

Priory of Santa ved musik-posten. De hører små bidder af 15 sange, som de skal gætte kunstner og titel på. Der bliver arbejdet på højtryk!

Øl-posten. Hvor godt kender kandidaterne øllene? Her skulle de skelne mellem 4 forskellige slags øl.

Her er det Team Lux, som er godt i gang med øl-smagningen. Der bliver længe diskuteret, om øl nr. 2 er en Carlsberg eller den kinesiske Tsingtao.

Det er gået lidt sløvt med D.O.H til trods for den gode start. Nu er de nået til musik-posten. De er dog stadig ved godt mod.

Kan du gætte hvem det er?-posten. En post, hvor man skal gætte hvem personerne er ud fra 15 små billeder, hvor der f.eks. er zoomet ind på næsen eller øjet. Team Lux er godt i gang.

Priory of Santa leder efter den sidste post. Ifølge dem, så skulle posten være et sted på trappen.

Team Lux var de første i mål. Udmattede, men tilfredse med deres indsats.

Efter løbet havde nogle af deltagerne følgende kommentarer:

Simon fra Priory of Santa:"Jeg synes, vi nåede virkelig hurtigt frem til posterne. Men vi mødte uventet hård modstand fra de andre. Vi er også overrasket over nogle af de fejl, som vi har lavet i løbet af ruten. Samlet set gik løbet ikke så godt som forventet, men det var acceptabelt. Taktik: "KØR PÅ!"

Anders fra D.O.H - Den Overlegne Hesterace: "Det var et utrolig interessant løb, med masser af udfordring. Vi gjorde en dyd ud af at løse opgaverne så godt som muligt. Vi havde jo også julemusik med på ruten, som var med til at skabe den gode julestemning. Teamspirit'en var i top. Taktik: "VI SKAL NOK KLARE DEN!"

Lillan fra Team Lux: "Jamen det gik lidt som forventet. Vi fik i hvert fald løbet meget på ruten. Vores adskillige teambuildings kurser med B.S. Christiansen hjalp os klart. Vi brugte det gode sammenhold i gruppen og fandt posterne med det samme. Taktik: "GI GAS OG SPRED LYS!"

Som I kan læse ud fra deltagernes kommentarer blev der lagt alle kræfter på at blive optaget i Nissebandens Kina-delegation. Da pointene blev lagt sammen, var der dog ingen tvivl. TEAM LUX vandt! Lillan og Marie er nu officielt medlemmer af nissebanden! Stort tillykke herfra.

Det er begyndt at blive virkelig koldt heroppe i det nordlige Kina. I centerets park er der kommet is på søen. Jeg tvivler dog på, at der kommer sne i Tianjin. Meget tidligt fredag morgen bevægede Lillan og jeg os ud i kulden og tog mod Beijing. En ung taxa chauffør kørte os til banegården. På vejen snakkede vi lidt kinesisk med ham, og med stor begejstring spillede han sit engelske musik for os. Og hvilken musik! Det udviklede sig til, at klokken 6 om morgen skråler Lillan, jeg og taxachaufføren en Blue - "All rise" popsang hele vejen til banegården...på repeat! (Spørg ikke hvorfor vi kendte sangen).  Vi sørgede i hvert fald for, at hans dag startede godt...tror vi!

Vi tog tidligt af sted til Beijing, fordi vi skulle ind på den vietnamesiske ambassade. Lillan, Stine og jeg rejser nemlig 3 uger til Vietnam, inden vi skal hjem til Danmark d. 20/2. Jeg glæder mig rigtig meget, og det er dejligt, at rejsedatoen kommer tættere og tættere på.

Fredagens højdepunkt kom dog først om aftenen, hvor den danske ambassade havde inviteret alle danskere i Beijing til julefrokost. Som noget af det første forsikrede vi os om, at den danske julemad, som vi længe har drømt om, også skulle serveres senere på aftenen. Og det smagte virkelig, virkelig godt. Der var simpelthen alt det, som også hører til en julefrokost: Karrysild, frikadeller, flæskesteg, godt rugbrød, snaps, ris a la mande... osv osv.

Det var ret underligt at være sammen med så mange danskere igen. Blandt de andre festdeltagere var der kinesisk studerende, ambassade-ansatte samt en god del forretningsfolk, som har arbejde i Beijing. Her kunne man godt fornemme, at mange ikke havde samme fokus på at smage den danske mad, som vi havde. For buisness-folkene var denne aften en oplagt mulighed for at networke. Om lørdagen, hvor der var julegudstjeneste og julehygge, fik vi også snakket med generalsekretæren for de danske sømandskirker. Et af hendes projekter var bl.a. at lede efter finansiering til ansættelse af en dansk præst i Beijing. På alle fronter er der bare kommet mere fokus på Beijing, nu hvor OL-2008 snart nærmer sig.

Lige inden vi forlod julehyggen, som ambassaden havde arrangeret, spurgte Anders en mand og hans kone, om de tilfældigvis vidste, hvor man kunne købe noget billigt tøj i nærheden. Lillan, Stine og Anders, som jo også var en smule trætte efter fredagens julefrokost, stod et kort stykke tid og snakkede med dem. Da jeg kom derover, var de ved at sige farvel til parret. Og da de var gået, spurgte jeg Anders, Stine og Lillan, hvad de lige havde snakket med den danske ambassadør om? "Eeeej, var det den danske ambassadør, vi lige snakkede med?" Og nej, dette var ikke et eksempel på networking.

Det var en virkelig god julefrokost. Men det bliver dog lidt svært at skulle gå ned i kantinen og spise ris igen - igen.

Siden slutningen af november har der været en del hemmelighedskræmmeri inde på vores værelse. Stine og Lillan har snakket i koder, og jeg har ikke rigtig forstået noget som helst. I morges, d. 1. december, blev hemmeligheden dog afsløret. Jeg blev vækket med julesang og tændt kalenderlys på bordet. Klokken var 6 om morgenen, og i søvndrukken tilstand fik jeg "overraskelsen": En kæmpe julekalender!

Her kan I se kæmpe-julekalenderen made by Stine og Lillan. 1. december-lågen er blevet åbnet og julehistorien i 24 afsnit er begyndt. Da jeg slet ikke har set et sted, hvor man kan købe en julekalender, så kunne dette måske være Kinas største julekalender. Stine skal afsted på arbejde kl. 6.30, så dette billede er taget ufattelig tidligt om morgenen. Hvilket også forklarer, hvorfor Lillan ikke helt er kommet ud af sengen. (Jeg skulle dog hilse fra Lillan og sige, at i virkeligheden er hun mega lækker.)

Når man er langt væk hjemmefra (og har rigeligt med tid), dyrker man mere de juletraditioner, som hører en dansk jul til. Hos os i Kina er der ingen undtagelse. Vi skal følge med i "The julekalender" og klassiskeren "Nissebanden på Grønland". Åbne pakkekalender. Have jule-klippe-aften. Spise risengrød. Vi er også inviteret til julefrokost på den danske ambassade i Beijing d. 8/12, så vi drømmer om at få dansk rugbrød, sild, lune frikadeller, varm leverpostej med bacon i den anledning.

I dag fik jeg også børnene til at synge Jingle Bells og sige "Merry Christmas", selvom kineserne  mener, at julen først starter d. 24/12 og slutter d. 26/12.  En holdning nogle danskere sikkert også vil gå aktivt ind for. Men i mit juleunivers, så er julen i fuld gang nu, og derfor vil jeg ønske jer alle en rigtig god jul og 1. december!

For nogle uger siden oplevede Lillan og jeg et stort kommunikationsbrist. Vi sad på vores cykler, og for en gang skyld ventede vi på, at lyssignalet skulle vise grønt. På mærkelig vis troede jeg, at vi skulle ligeud, hvor Lillan regnede med, at vi drejede til højre. Se det for Jer: Lillan cykler på min venstre side, lidt foran mig. Jeg kommer op i fart, og pludselig laver Lillan et højresving lige foran mig, imens jeg styrer ligeud. Dupont og dupont alias Lillan og Henriette cykler ind i hinanden midt i krydset. Flot! Da kinesere altid har en fod på bremsen, så skete der ikke noget. Jeg faldt ned på jorden, og Lillan udbrød et halvt skrig, og vi forstod slet ikke, hvad der var sket. Ingen af os var kommet noget til, men min cykel viste nu endnu tydeligere tegn på, at den altså ikke var en nyindkøbt Centurion Citybike. Op på cyklen igen og videre i trafikken.

Men her slutter historien ikke. Efter sammenstødet med Lillans cykel havde min cykel en del flashbacks efter oplevelsen, og især cykelsadlen fungerede ikke særlig godt. Derfor tog jeg til en af de kære cykelhandlere, som er på hvert gadehjørne. Cykelsadlen blev skiftet ud med en flot ny saddel, og...WOW... igen var min cykel i tip-top form og havde glemt alt om cykelstyrtet. Nu kunne den atter vises frem i trafikken.

Og dog! I går skulle jeg ud og cykle. Da jeg satte mig på sadlen, føltes det helt forkert. I det øjeblik var jeg udmærket klar over, at jeg i hvert fald ikke sad på den flotte og gode cykelsaddel, som jeg lige havde købt. Nej, en eller anden havde taget mit saddel. Sådan noget sker bare i Kina, så det overraskede mig egentlig ikke. Heldigvis havde personen alligevel haft tid til, at sætte sin egen gamle saddel på min cykel. Så man kan jo egentlig ikke sige, at det var tyveri. For uden jeg vidste af det, havde jeg åbenbart gjort en byttehandel, som efter sadlens udseende ikke var faldet til min fordel.

Ud over denne hverdagshistorie kan I se flere billeder fra vores Kina ophold på Simon's "Flickr"-hjemmeside. Adressen er: http://www.flickr.com/photos/simon300685

Her i Kina er svaret egentlig ikke så svært: Vi ska' ha' ris!

Både til middagmad og aftensmad på skolen spiser vi ris . Derudover kan man vælge noget tilbehør, hvor de typiske retter er:

-Toufu: En bønnemasse som fået i forskellige sovse og konsistenser. Indeholder protein

-Æg og tomat: Siger egentlig sig selv. Her er æggemassen stivnet og det er blandet sammen.

-Dumplings: Små dejpakker fyldt med kød eller grøntsager.

-Gong-bao-ji-ding: Kyllingekød i tern med jordnødder og chili. Populær!

-Eggplant: Aubergine som er blevet stegt i en masse olie. Meget hvidløg!

-Marineret kylling- eller svinekødsstykker blandet med rød/grøn peber

-Forskellige svampe.

-Tang fra havet.

-Dampet brød. I Kina bager de simpelthen ikke brød. Det bliver dampet.

Dette er nogle af de ting, som kan være på menuen, når vi spiser i Kina. På skolen er der nogle gange et stort udvalg og andre gange et mindre. Og ligesom maden som man i sin tid fik på efterskolen blev ensformig, så bliver den kinesiske mad også ensformig.

Det sværeste for os danskere er nok, at kinesere altid skal tilberede deres grønsager. Rå gulerødder, agurker og salat er f.eks. ikke noget en kinesisk kok kunne finde på at servere.

Den billedserie som kommer nu er fra gårsdagens frokost:

Dette er skolens kantine, hvor vi får vores mad hver dag.

Vi er blevet ret gode venner med kokkene, så noglegange får vi mulighed for at lave vores egen aftensmad. Her bliver der dog øst op at de forskellige retter.

Et close-up på nogle af retterne: Fra venstre side kan man nederst se: Svinekød med peber, Æg og tomat, Havtang med peber og ???. Fra højre side kan man nederst se: Bønner og kyllingestrimler, ???, Toufu og til sidst Eggplant (det som han er igang med at øse op)

Så er der selvfølgelig RIS, som Marie er igang med at tage.

Bon appetit! Vi spiser selvfølgelig med pinde hele tiden. Her er det Marie, Martijn, Simon og Anders. (Og de børn jeg underviser, kan I se i baggrunden)

Lige et billede ude fra Tianjin. Efter frokosten cyklede Simon og jeg rundt i byen. Luften er virkelig kold i Tianjin ligenu. På et tidspunkt var vi ikke helt sikre på, hvor vi egentlig var henne. Men så er det heldigt, at vi har TV-tower som pejlemærke, da det ligger tæt på vores skole. Vejskiltene i Kina er også lidt anderledes. I Kina skriver man hvor langt der er til den næste vej som kommer. På dette billede står der f.eks. på det blå vejskilt, at der er 0,2 km. til Yanhe Lu.

Sidste uge var ikke en helt almindelig undervisnings uge for mit vedkommende. Jeg var nemlig så heldig at få besøg af min mor og far. Det var virkelig godt. De var i Kina i en uge (fra d. 4. nov. til d. 11. nov.) og i den tid havde jeg mulighed for at være sammen med dem i 6 dage. De havde købt en rejsepakke af Albatros, så vi kom på en guidet rundtur i Beijing sammen med 10 andre danskere. Vi fik virkelig også set meget på få dage, pga. vi både havde en dansk guide, en lokalguide og vores egen bus. Så jeg fik set nogle ting, som jeg ikke ville have set, hvis os fra Kina-holdet selv var taget til Beijing.

Nogle af de ting som vi så på turen var: Peking opera skole, Minggravene, Åndealléen, te-ceremoni, kokkeskole, Lama-tempel, silkefabrik, Cloisonné fabrik (stedet de laver kinesiske kobbervaser) og et traditionelt kinesisk hospital.

Den største af oplevelserne var selvfølgelig at se muren. Vejret var klart og vi fik en god gåtur op og ned af trapper. Og mine forældres eventuelle overvejelser om et maratonløb på muren blev manet til jorden. Den kinesiske mur er bare storslået!

Her står vi på den kinesiske mur. Solen skinner og der er vindstille.

Der var også en rigtig god stemning i den gruppe, som vi rejste med. Det var rigtig hyggeligt, og vi fik spist en masse god kinesisk mad sammen. Samtidig sørgede Jesper (vores Albatros guide) for, at der hele tiden stod øl og ikke mindst risbrændevin på bordet.

 Albatros rejseholdet i de flotte rejseuniformer. Ej, dette billede er taget, lige inden vi skal ind på det kinesiske hospital.

Mine forældre nåede også at komme et smut til Tianjin, hvor jeg fik vist dem min hverdag. Onsdag aften var vi ude og spise sammen med Lillan, Stine og Simon. Torsdag morgen kom de med mig i skole. De fik hils på min principal i Primary School og overværede en af mine undervisningstimer. Mine forældre og jeg gav også en Anthon Berg chokoladeæske til mine lærerkolleger. Og de har stadig IKKE åbnet den. Det er virkelig en prøvelse for mig. Dansk chokolade, som er så tæt på og alligevel så langt væk!

Det var bare rigtig godt at vise mine forældre, hvordan det hele foregår hernede på skolen og i Tianjin. De tog tilbage til Beijing torsdag aften, hvor de stadig havde lidt tid til at opleve byen, inden flyet igen fløj hjem til Danmark.

 Himlens tempel i Beijing. Trods kulden, så havde vi nogle gode, flotte dage i Beijing.

Noget af det mest mærkelige at tænke på er, at man ikke skal være sammen med sin familie juleaften. Nu bliver det også den anden juleaften i træk, hvor jeg ikke er i Danmark. Sidste jul fejrede vi i Norge. Så der er ikke tvivl om, at jeg skal være hjemme i Danmark til juleaften næste år. Mine forældre tog dog "Nissebanden på Grønland" med til os, så vi skal rigtig følge med i julekalenderen i december måned. Vi kommer helt sikkert til at julehygge!

Efter de andre fra holdet rejste tilbage til Danmark, har vi også fået gjort fællesrummet rigtig hyggeligt. I løbet af weekenden har vi flyttet om derinde, og i går aftes dekorerede vi væggene. Det er i hvert fald blevet et rum, som man har lyst til at tilbringe tid i. I går lavede Anders også pandekager, som vi alle spise derinde. Ellers spiller vi alle en del basketball sammen, når vi har fri. Den følelse af at vi alle er et "hold" er nu kommet frem, og det er virkelig godt!

Da vi også er halvvejs i vores ophold, har vi også ændret på arbejds-fordelingen på skolen.

Siden jeg er glad for at arbejde på Primary School, og ingen af de andre har lyst til at have jobbet, så beholder jeg det. Hver onsdag skal jeg dog ned i "Little Kindergarten", hvor jeg hele formiddagen skal være sammen med en klasse. De er 2-3 år og virkelig nogle søde størrelser. Så det glæder jeg mig også til. I det store hele får vi alle mere fritid, efter vi har lavet en anden arbejdsfordeling. Grunden til at vi har fået mere fritid er, at vi har kommet med et udspil til, hvordan vi gerne vil arbejde hernede. Samtidig sørger skolen meget mere for, at os "tilbageværende" danskere har det godt, efter de andre danskere er rejst hjem. Så det er bare rigtig dejligt!

Overskriften lyder næsten som en sætning taget ud af Tv3's  "Robinson ekspedition". Men nej, det handler om Kina. Da vi tog herned i slutningen af august, var vi 17 unge mennesker, som skulle arbejde som engelsklærere. Som et hvert nyt sted og nyt land er tingene ikke som hjemme i Danmark. Helt i starten af vores Kina-ophold tog den ældste fra gruppen (33 år) hjem. I sidste uge fortalte 7 af de andre danskere, at de også tog hjem. Der er selvfølgelig også individuelle grunde til deres hjemrejse, men hovedsageligt har de ikke følt, at opholdet har levet op til deres forventninger.

Derfor lyder måske mærkeligt, at jeg virkelig synes, at det er rigtig fedt hernede, når nærmest halvdelen af holdet nu er rejst hjem igen. Dog er min mening til dette, at det er op til den enkelte at gøre sit ophold i Kina til en oplevelse!

Før vi overhovedet sagde "Ja" til at arbejde frivilligt et halvt år til Kina, har vi haft alle muligheder for at undersøge forholdene vi ville komme ned til: Har kunnet læse andres weblogs og maile til tidligere danskere, som har været hernede. For det kræver jo overvejelse, før man siger "Ja" til 6 mdr. i Kina (inkl. jul) med nogle danskere, som man endnu ikke ved, om man svinger med. Men når man så har taget beslutningen om at rejse til Kina, skal man virkelig også gå 120% ind i projektet.

Når alt kommer til alt, så mener jeg, at grunden til at 8 personer er rejst, er fordi de ikke har fokuseret på: At se muligheder i stedet for begrænsninger i opholdet. Selv søge sine oplevelser, da man ikke oplever Kina ved at se billige dvd-film hver eneste aften. Samt i et land som Kina, skal man have evnen til at trække det positive frem i stedet for at fokusere på det negative. Denne negative indstilling fra enkelte har alligevel smittet af på en del af pigerne fra holdet, så 7 styks har valgt at rejse.

Derfor er vi nu 5 piger og 4 drenge. Ud af os 9 personer er 8 af os endnu ikke blevet 22 år. Måske passer man bedst til dette ophold som ung, hvor man "finder" sig i lidt mere og nok er omstillingsparat over for mange flere ting. Jeg har det i hvert fald rigtig godt hernede, og har fået nogle rigtig gode venner. Vennerne er jo som en lille "familie", nu hvor ens egen er så langt væk.

Jeg har ikke selv overblik over, hvem som egentlig læser min weblog. Men det kan være, at ansøgere til næste års hold læser med. Og siden denne weblog har til hensigt at fortælle om "MINE beretninger fra Riget i Midten" har jeg skrevet min egen forklaring på, hvorfor der er 8 personer, som er rejst hjem før tid. Selvom meningerne om dette emne uden tvivl er delte.

Hvis mulige ansøgere har nogle mere specifikke spørgsmål om at skulle deltage i et sådant Kina ophold, er I derfor velkomne til at maile til mig (henriettebaun@hotmail.com). Det er jo ikke alle, som egner sig til at være 6 mdr. i Kina. Jeg tog selv herned uden høje forventninger. Jeg var klar på at opleve Kina og få det bedste ud af det. Med sådan en indstilling, så går det altså aldrig helt galt!

Før jeg kommer nærmere ind på, hvad overskriften refererer til, så vil jeg vise Jer udsigten fra vores værelse:

Dette billede er faktisk taget fra min seng. Så når jeg vågner om morgenen, kan jeg altid lige kigge ud på kran-arbejdet samt bedømme dagens smog-situation. Hvis jeg er heldig, ser jeg nogle små mænd som arbejder eller kranen bevæger sig. I min morgentræthed minder denne udsigt mig alligevel om, at der er nogen, som står tidligere op end mig. Det gør det lidt lettere at komme op. Samtidig kan jeg heller ikke huske noget andet tidspunkt, hvor jeg har boet et sted, hvor jeg har kunnet se så langt øjet rækker (hvis man altså ikke medregner den daglige smog, som er uundgåelig i denne millionby). Kranerne er heller ikke et fremmed syn i Tianjin. Hvorend man kigger hen, så er der nybyggeri, restaurering osv. Tianjin er et tydeligt eksempel på den nye, moderne, kinesiske storby, som forsøger at bygge efter de vestlige standarter.

Nu lidt om min dag som dværg. I går var det Halloween, så derfor skulle vi klædes ud. Sammen med 3 andre lærere blev jeg udklædt som en af dværgene fra "De syv små dværge". Det var ret sjovt. Jeg var også henne i Lillan og Simons børnehaveklasser for at sige "hej" i mit dværg kostume. Alle de små børn stod bare med åben mund og stirrede på mig. Det er jo heller ikke hver dag, at de lige ser en dværg komme ind i deres klasse. I hvert fald fik jeg en kort fornemmelse af, hvordan det er at arbejde i Disney-land iført et Fedtmule eller Chip og Chap-kostume.

Jeg er den gule dværg. Jeg tror nok, at den hedder "Brille" i filmen!?

Ellers bestod vores Halloween fest i, at børnene var udklædt, og vi var ude i fællesrummet, hvor vi sang engelske sange. Nogle af de nye engelske ord, som de skulle lære var: Happy Halloween, Trick or Treat og Pumpkin. Børnene havde også selv slik med, som man fik. Ja, de kinesiske børn giver gladelig ud af deres slik til lærerne. Men jeg havde nu også noget slik at give dem. Hele Halloween festen stod på i 2 timer, hvor der egentlig ikke var så meget styr på, hvornår der skulle ske hvad. Men børnene syntes nu også, at det var skægt. Jeg var også ret imponeret af deres udklædninger.

 Danslege i fællesrummet

 Nogle af mine elever. Englebørn!

Efter Primary Schools Halloween fest sluttede min dag som dværg. Halloween var dog ikke helt slut, for en del af os danskere tog ned på Jim's café senere på aftenen, hvor der blev afholdt Halloween Party for udlændinge i Tianjin. Det var rigtig sjovt, og det er altid fedt at se andre udlændinge. Jeg synes et af de mest imponerende kostumer dernede var Super Mario. Hvis jeg nu havde beholdt mit dværg kostume på, så tror jeg også, at jeg kunne ha gjort lidt indtryk.

På lørdag kommer mine forældre til Kina. Det glæder jeg mig virkelig meget til. De skal være i Beijing i en uge. Jeg har fået fri i 3 arbejdsdage, så jeg kan være sammen med dem i Beijing fra lørdag til onsdag. Om onsdagen tager vi alle tre videre til Tianjin. Her vil jeg vise dem byen og hvor vi bor, og om torsdagen kommer de "med mig i skole". Det bliver bare rigtig godt!

Noget som jeg ofte tænker på i Kina er hvilken uproblematisk tilværelse, vi lever hernede. Vi bor på nogle lækre værelser, og har ingenting vi virkelig skal nå eller stresser over. Hvis der alligevel er et problem, så har vi Sunny (vores kontaktperson), som hjælper os. Det er jo lige før ,at det bliver for uproblematisk.

Denne her weekend har også været en af de hyggelige i Tianjin. Fredag stod den på lidt træning om eftermiddagen, hvorefter aftenen blev brugt til at smage kinesisk vin og øl og tage på Ali Baba. Lørdag sov vi længe og startede dagen med en rigtig lækker ukinesisk morgenmad. Om eftermiddagen smuttede Lillan, Simon og jeg hen til et sportsanlæg, hvor vi spillede Ultimate. Trods træthed i kroppen var det meget godt at spæne lidt rundt efter en frisbee. Udover en masse kinesere var der også 3 amerikanere og 1 anden dansker med til Ultimate. Vi har også fundet en ny bar/café  "Jim's cafe" for udlændinge i Tianjin, hvor vi smuttede hen lørdag aften. Den er lidt større end Ali Baba, og folk kan også spille pool derhenne. Det regnede også i går aftes, så da vi vågnede i morges og så ud over Tianjin fra vores værelse på 9. sal, kunne vi se blå himmel. Dejligt! Nattens regn har renset luften og fjernet den smog, som plejer at fylde himmelen.

I dag skal vi have en stille og rolig søndag... Læse, hygge med the og kaffe,  tegne, spille kort, cykle rundt i Tianjin, ha' det sjovt og lave en lille poolturnering på Jim's café er nogle af dagens mulige projekter... Vi skal ikke nå noget, ingen stress. For når vi kommer hjem til Danmark i februar, skal vi nok komme under kalenderens herredømme igen -hvilket sikkert også er savnet til den tid.

Det blev ikke til en poolturnering på Jim's café, men i stedet dekorerede vi en af væggene med et skyline-tianjin-billede. Her kan I se Lillan, Stine og Simon. Det er Stine, som er "hjernen" bag billedet. Vi andre hjælper bare lidt til. Jeg har f.eks. tegnet månen.

Fest og farver, stor lagkage og en flot kinesisk brud hørte med til det bryllup, som jeg var til i går. Bruden (som har valgt det engelske navn "Kiki", men hedder Shen ruì qí) er matematiklærer på Primary School, og alle Primary-lærerne var inviteret med til brylluppet. Og sikken et show!

Brylluppet blev holdt på et af Tianjins bedste hoteller. Jeg kørte derhen sammen med nogle af de andre lærer, og da vi kom derhen fik alle brudens "veninder" en rød ting i håret, som symboliserer held. Uden for hotellet stod alle og ventede på bruden, og da hun kom kl. 16, blev der antændt en slags fyrværkeri, som lå på jorden. Det larmede så meget og gav en MASSE røg, men skulle åbenbart til for at markere, at nu kom bruden. Hun var klædt i hvidt "like the western wedding" (en sætning som folk sagde til mig et par gange). I Kina vil man normalt blive gift i en rød kjole, hvorimod den hvide farve betyder "død" for dem. Men når det kommer til bryllupper, så gør kineserne ihærdigt forsøgt at få det til at minde om et vestligt bryllup.

Her er parret på vej fra gaden ind på hotellet, hvor de skal giftes.

Bryllupsceremonien blev holdt på hotellets 2. sal, hvor ham som burde være præsten, mere mindede om en slags toastmaster. I rummet var der både godt lydanlæg, spots og projektører. Da bruden  kom ind i rummet sammen med sin far, så blev alt lyset slukket og en projektør fulgte hende samtidig med at høj Enya-musik kom ud af de mange højtalere. Jo, sætningen "like the western/danish weddings" kunne jeg ikke helt forbinde med denne situation.

Brudgommen hentede Kiki på halvvejen op til "alteret", hvor toastmasteren stod med mikrofonen. På venstre side sad brudeparrets forældre, og på den anden side sad deres arbejdsgivere. De fik hurtigt sagt "Ja" til hinanden, hvorefter forældrene skulle holde taler til deres nu gifte børn, samt takke alle for at de kom. Herefter bukkede Kiki og hendes mand 3 gange. En gang for Kiki's forældre, en gang for hendes mands forældre, og en sidste gang for forældre i hele verden. Herefter var det arbejdsgiverne, som skulle holde taler til det nye ægtepar, hvor toastmasteren også gav vores "principal" mikrofonen, så hun kunne give parret nogle ord med på vejen. Til sidst sagde parret også tak, samt lovede at de nok skulle sørge godt for hinanden og deres forældre.

Herefter sluttede ceremonien, og de inviterede gæster begyndte nu at tage alle de hvide blomster, som dekorerede rummet. Man må åbenbart godt tage bryllupsblomsterne med hjem. Da alle blomster var taget, skulle vi have bryllupsmiddag. Os kolleger fra Primary School sad (som alle de andre) i et lile rum, hvor vi fik noget af bryllupslagkagen og en masse kinesiske retter. I løbet af middagen kom de nærmeste af brudeparrets familiemedlemmer  ind og skålede med os, og sagde tak fordi vi kom. Kiki kom også 2 gange - hver gang i en anden kjole. Hun havde åbenbart forskellige 3 forskellige kjoler til denne dag. Til et kinesisk bryllup sidder brudeparret ikke ned og spiser sammen med alle gæsterne, men går i stedet rundt og skåler med de forskellige inviterede.

 Der blev serveret god kinesisk mad.

 Brudeparret og mig. I løbet af middagen går de rundt og hilser på alle gæster. Kiki har cigeretter, som hun tilbyder mændene, og hendes mand skal skåle med alle de inviterede en efter en.

Jeg var den eneste vestlige person med til brylluppet, så jeg kom også med i nogle fotosessions sammen med Kiki. Det var ellers meget hyggeligt at spise med de andre fra lærerværelset og under middagen fik jeg også et kinesisk navn: "Bào Ài Jin" = "Baun elsker Tianjin", og dette er måske en overdrivelse. Men det var meget skægt.

Hvis jeg samlede alle bryllupsindtrykkene, så virkede det noget underligt, for på den ene side virkede brylluppet meget "højtideligt", og på den anden side, så tror jeg nemt at en kineser (som bor i en storby) i hvert fald er til 5-10 bryllupper om året.  Ligesom derhjemme er det heller ikke en "hele-dagen"-fest. Vi kom til brylluppet kl. 16, men efter vi havde spist tog vi hjem igen, mens den nærmeste familie sikkert festede videre. Jeg var hjemme igen kl. 20.30. Mht. gaver så giver alle inviterede brudeparret penge, som helt sikkert går til finansiering af brylluppet.

Dette indlæg kan måske også virke en smule forvirrende, men det er virkelig også fordi, at det er sådan at jeg opfattede det kinesiske bryllup. På den ene side gjorde de et halvt forsøg på at gøre brylluppet vestligt, samtidig med at der var en masse kinesiske traditioner efter ceremoni-showet.

Bryllups showet var uden tvivl en stor oplevelse at være med til!

Endnu en skør ting kineserne har fundet på, når der skal holdes bryllup. Inden brylluppet var Kiki og hendes mand hos en fotograf, som tog billeder af dem i deres bryllupstøj. Denne plakat hang derfor på hotellets 2. sal, hvor brylluppet blev holdt.